Fiberby

Avatar

Velfærd starter ved 50 mbit

Studenter, Attituderelativisme og Facebook

Nu er det sommer og studenterhuerne springer ud. Det første de gør hvis ikke de lige skal et smut omkring Jorden, er at flytte til Byen, og helst Vesterbro, hvis far betaler lejligheden. Ud over at flytte hjemmefra, understreger de nyudsprungne studenter deres ret til huen er ved at bruge fremmedord. Attituderelativisme gik jeg f.eks. rundt og sagde i hver 2. sætning den sommer hvor jeg nok havde fået retten til at gå med huen, men selvfølgelig nægtede. Som om nogen tvang eller bare ønskede jeg gik med huen. Men når man er 18 år kan man alt, og vil alt, men nægter det meste.
Attituderelativisme er et begreb opfundet af Hans-Jørgen Nielsen, ham der skrev ungdomsromanen: ”Fodboldenglen”, og beskriver det forhold, at vi på mange måder er i stand til at skifte attitude og opførsel afhængig af hvilken situation vi befinder os i. Altså at vi kan råbe og skrige den ene aften på Mc Kluud og næste dag stå i jakkesæt og slips og se seriøs og troværdig ud. At vi hurtigt og let kan omstille os, men også at vi kan udvikle os og påtage os forskellige roller i livet, specielt i storbyen, uden at skulle blive banket på plads af smålige omgivelser der forsøger at fastholde os som ”den vi nu engang er i virkeligheden”.
På internettet kan det være temmelig befriende at kunne nørde i et seriøst musikforum eller at skrive lange politiske indlæg i en EU-debat på nettet, og næste øjeblik råbe-skrive tåbelige fodboldslagord i et andet chatforum med et andet brugernavn og en ny til lejligheden opfundet identitet. Det må være den ultimative realisering af Attituderelativisme…
Men så kom Facebook. I takt med at Facebook bare vokser og vokser, og man i dag er ”venner” med både kollegaer, ex-kærester, familie og businessrelationer i en stor pærevælling, vokser lilleby-mentaliteten langsomt frem igen. Vi kan ikke rigtig længere fremstille os selv præcis som vi lyster, der er ligesom grænser for morskaben. Og skulle vi komme til at udstille os selv som lidt for sporty, smarte og med på moden, kommer der hurtigt en kommentar fra gamle venner der lige vil sætte dig på plads og minde én om hvem man var engang. Og billederne fra festen, er det nu klogt at chefen ser dem? Den skrappeste kontrol laver vi selv, men det var sådan set Landsbyens selvkontrol vi flygtede fra, da vi blev studenter og drog til Vesterbro.

Velkommen